Den kinesiske revolutions nederlag 1925-27

- en unødvendig tragedie

1. Afsnit. Indledning.

I overskriften ligger der et tema, som jeg vil forsøge at forfølge på de kommende sider. Når jeg opfatter udfaldet som både et nederlag og en tragedie, skyldes det ikke, at den revolutionære alliance blev sprængt. Det var uundgåeligt p.gr.a. den uforenelige klasseinteresser. Det er ej heller en moralsk vurdering af blodsudgydelserne og det til tider ufattelige barbari, som fulgte denne splittelse.

Det tragiske ligger i, at det kunne være gået anderledes, hvis nogle subjektive forudsætninger havde stillet sig anderledes. Ikke kun med konsekvenser for det kinesiske folk eller for de undertrykte i kolonierne. Nej, for hele den globale udvikling.

Jeg siger udtrykkeligt "kunne". "Andre subjektive forudsætninger" ville højst have muliggjort en anden udvikling. Men mangelen på disse var garantien for det modsatte.

Summarisk er mit synspunkt følgende:

1. Den russiske revolutions præmis var, at den ikke kunne stå alene. Dens overlevelse var baseret på hjælp fra revolutioner i de avancerede lande.

2. Revolutionen blev opfulgt af en revolutionær bølge i Europa, som dog ebbede ud - mest fatal var nederlaget i Tyskland i 1923.

3. Men dermed var mulighederne ikke udtømte. I ¥sten modnedes muligheden for en revolution efter bolsjevikisk mønster, f. eks. i Kina.

4. Kina udfoldede sine potentialer fra 1925 til 1927, og beviste sin modenhed. Disse potentialer blev ikke prøvet af subjektive grunde, nemlig at Det kinesiske Kommunistparti -KKP - fulgte en nederlagspolitik, som var udstukket af Stalin via Komintern (KI).

5. Men der var også subjektive potentialer til en sejr. Både i KKP, hvor flertallet bøjede sig for KI. Også i Sovjetunionens Kommunistiske Parti - SUKP - var der en veldefineret opposition, nemlig i venstreoppositionen omkring Trotskij. Ydermere var der den mere diffuse "Forenede opposition", som også talte Zinoviev og Kamenev. Jeg vil i det følgende koncentrere mig om at vise tre ting: 1. Kina var moden for en bolsjevikisk revolution.

2. Revolutionen udfoldede potentialer, som ikke blev udnyttet.

3. Der var en formuleret opposition til Stalins katastrofale politik.

1.1. Metodisk

Til dette vil jeg pointere, at jeg som marxist stiller mig solidarisk med aspirationerne blandt de revolutionære masser i Kina. Jeg tager altså parti, og finder det oven i købet legitimt. Når blot parti-stillingen ikke fører til en forvrængning af de historiske facts. Det sænker altså på ingen måde kravet til videnskabelig akkuratesse.

Men jeg opfatter på ingen måde Stalin som marxist. I mine øjne er det Trotskij og venstreoppositionen, som viderefører den marxistiske tradition.

1.2. Litteraturbaggrund

Som udgangspunkt har jeg brugt Harold Isaacs The Tragedy of the Chinese Revolution, som i grove træk deler det synspunkt, som jeg har skitseret ovenfor. Førsteudgaven kom i 1938, men det er den noget redigerede udgave fra 1951, som jeg har benyttet. Politisk er forskellen, at Isaacs i mellemtiden har opgivet trotskismen og dermed bolsjevismen. Han opfatter i den sidste delvist stalinismen som en forlængelse af leninismen, uden dog at underkende den helt afgørende forskel i den internationale orientering.

Jeg er uenig med Isaacs i dette, men mener i øvrigt ikke, at det påvirker bogens saglige indhold. Dens saglige svaghed ligger efter min opfattelse udenfor dette, nemlig i dens underkendelse af, eller måske manglende kendskab til den faktiske opposition, der var mod Stalins katastrofekurs i KKP, endda politisk velfunderet. For at bøde på dette har jeg trukket noget på P'eng Shu-chihs "Introduction" fra "Trotsky on China" som korrektion på min hovedkilde.

2. Afsnit. Den kinesiske revolutions rødder.

Isaacs kalder revolutionen for Kinas anden, og peger dermed tilbage på kejserdømmets kollaps i 1911. Der er dog en kvalitativ forskel. Kollapset i 1911 skyldtes en så fremskreden indre råddenskab, at et mindre puf væltede det. Det som puffede var imidlertid så svagt, at det ikke havde kraften til at holde sig selv oprejst. Det var omvendt 15 år senere. Her trådte en ny kraft ind med en så fejende styrke, at det truede med helt at overhale den spirende national-borgerlige orden. Denne kraft var arbejderklassen, som var under fuld udvikling og som evnede at forbinde sig med den de opvågnende bønder, som var udsat for ubeskrivelig nød og undertrykkelse.

Rødderne tik dette skal findes i den gamle dynastiske orden kombineret med imperialismens tryk.

2.1. Den gamle orden

"Riget i Midten" var ikke noget tilbagestående samfund. Det havde en højtudviklet kultur og infrastruktur, og var et imperium i stadig ekspansion, da det mødte en stadig mere offensiv vestlig kontakt. Det var heller ikke noget statisk samfund. Kun sammenlignet med den vestlige ekspansion stod det stille. En ekspansion, som for alvor tog fart med kapitalismens gennembrud omkring den engelske kanal fra 16-1700-tallet, og som bragte en samfundsmæssig dynamik, som aldrig tidligere er set i historien.

Jeg vil ikke sætte anden etikette på den samfundsformation, som dominerede Kina for daværende, end at umiddelbart havde mange træk, som kan genfindes i det feudale Europa. Dermed vil jeg dog ikke underkende de forskelle, der rent faktisk var.

Den herskende klasse udgjordes af mandariner og "gentry". Det sidste er en slags blanding af embeds- og jordadel. Ligevægtsforholdet mellem de to størrelser vekslede med de dynastiske cykler. Når disse var stabile, stod overklassen ved hoffet stærkt overfor den regionale overklasse. Og omvendt. I dynastisk stabile perioder var inrullering i embedsmandskorpset via eksamenssystemet stort set identisk med inrullering i den dominerende del af den herskende klasse. Fra et marxistisk synspunkt er det karakteristisk for de "orientalske despotier" at staten mere er identisk med den herskende klasse end kun et redskab for den.

Det var lige præcist derfor, som gjorde det så problematisk for det stalinistiske bureaukrati. Blot tanken om en herskerklasse, som udbytter uden privatejendom gik for tæt på selve nerven i Stalins regime. Så tæt, at man følte sig tvunget til at forbyde selve begrebet.

Men hvordan vi end betegner de kinesiske samfund, var Manchu-dynastiet på tilbagegang efter en periode, som faktisk havde været præget af en meget dynamisk udvikling. Eksempelvis var befolkningstallet efter dynastiets konsolidering vokset fra 143 mill. i 1741 til 430 mill. i 1850. Den modsvarende udvikling i det dyrkede areal var kun fra 549 mill. mou i 1661 til 740 mou i 1833. Også i perioden efter stiger folketallet omend svagere. Handelsmæssigt er dynastiet i starten i stand til at matche vesten. Helt frem til 1826 har imperiet et overskud i samhandelen.

2.2. Imperialismen

Dette overskud vendes til et underskud. Et veritabelt i imperiets sølvreserver karakteriserer udviklingen fra 1826 frem til slutningen af Århundredet. I første omgang som en ufordelagtig udvikling i handelen, hvor opiummet især var udslagsgivende. Denne udvikling forstærkedes efter opiumskrigene i 1842 og 1858. Sølvdrænet medfører inflation i kobber-mønten, som er bøndernes betalingsmiddel. Fra 1700-tallet frem til 1845 halveres kobberets sølvværdi. Koblet sammen med det stigende befolkningstal øges det sociale pres på landet, som optager 3/4 af befolkningen. Det helt afgørende problem op gennem århunderedet, er, at Kina ikke umiddelbart evner at matche vestens militær, og på længere sigt heller ikke vestens teknologi og dens kapital.

Det er baggrunden for nederlaget i opiumskrigene, som gør det umuligt at vende udviklingen i sølvdrænet. Dette dræn, parret med det uhyre konservative mandarin-bureaukrati hvis personlige overlevelse er tæt forbundet med eksamens- og karrierresystemets overlevelse, bliver en barriere for en egentlig national kinesisk akkumulation og produktivitsudvikling. Sølvdrænet gør, at der bliver et meget lille overskud, som andre kræfter, kunne skyde frem i kraft af. Konservatismen gør, at de sølvmængder, som dynastiet trods alt råder over, ikke bliver brugt rationelt. I denne situation er der ikke råderum for at investere i en dynamisk udvikling på landet -i stedet bliver jordbruget udsuget. Dermed fjernes basen for en konkurrencedygtig kapitalistisk udvikling i Kina.

Men ikke for en kapitalistisk udvikling overhovedet. I byerne sker der rent faktisk en industrialisering, som også er baseret på kinesisk kapital. Men langt over halvdelen er baseret på udenlandsk kapital. Fra den kapitalophobning der sker i byer føres dele af profitterne til metropol-landene. Skal vi finde en forklaring på dette, skal vi ikke lede med den moralske lygte i form af britisk eller fransk chauvinisme, som helst ser at kapitalen befinder sig i deres hjemlande. For de udenlandske investorer er det forsåvidt ligegyldigt om kapitalen arbejder her eller der. Den grundlæggende årsag ligger i den skævhed, som forarmelsen af landet giver, og som ikke stimulerer udviklingen af et massivt hjemmemarked, som selv en meget svag udvikling på landet ville give. Netop de foregående års udvikling ikke bare hindrer dette, nej faktisk kvæler den de svage spirer til en selvstændig pengeøkonomi på landet. I perioden koncentreres jorden stedse mere, og småhåndværket dør i den ulige konkurrence.

2.3. Den kombinerede og ulige udvikling

Netop en sådan udvikling danner baggrunden for Trotskijs teori om den kombinerede og ulige udvikling. Teorien er et opgør med en mekanisk evolutionisme, som opererer med parallelleforskudte udviklingsmønstre. De ulige udviklingsgrader imellem nationerne betyder imidlertid ikke blot en forskydning af deres udvikling, men også en forvrængning af deres mønstre. En kinesisk udvikling mod kapitalisme vil ikke bare gentage mønsteret fra England i en serie fra bondeproduktion, småhåndværk, manufaktur over små- til storkapital. Netop p.gr.a den kombinerede udvikling vil det være udviklingens mest avancerede resultater, som indplantes i det generelt tilbagestående samfund. Således var den russiske industri i gennemsnit mere avanceret, talte flere arbejdere end i kapitalismens hjemland. Og således fik 1905-revolutionen heller ikke det samme mønster som Pariser-kommunen. Og således blev det også i Kina. Udviklingen var ikke nogen håndværkets udvikling over i små-industri, men en storindustriens likvidering af håndværket. Industrien når ikke formidable højder i relation til det samlede samfund. Men den var eksplosiv i forhold til tidligere. I konsekvens heraf sker der også en eksplosiv udvikling i arbejderklassens styrke frem mod 1925. Både kvantitativt, og med hensyn til dens kamp og organisation, som træder ind med en vis forsinkelse.

2.4. Den permanente revolution

Det er mit teoretiske postulat, at Kina gennem denne proces blev objektivt moden for en revolution, som den russiske i 1917. Den kinesiske arbejderklasse talte i 1925 godt 3 mill. af en befolkning på 400 mill. Det er mindre end de 4,5 mill. russiske arbejdere en befolkning på 125 mill. Men det er imidlertid et kvalitativt fællestræk, at det lille mindretal ikke druknede som et gennemsnit i et altopslugende bondehav. Derimod var det stærkt koncentrerede øer af industri og infrastruktur. Arbejderne var koncentreret i en industri, som i gennemsnit var større og mere vital end den vestlige, såsom minedrift, transport, arsenaler, tekstilmøller, elektricitetsproduktion.

Kunne arbejderne beherske disse "øer" kunne de beherske samfundet som helhed. Det er værd at huske på, at selv om arbejderklassen var mindre og yngre i sin modning end den russiske, så var dette endnu mere udtalt for det nationale kinesiske borgerskab. Netop sådan opfattede Li Ta-chao det. På denne måde udvikledes altså forudsætningen for Trotskijs teori om den permanente revolution i Kina.

2.5. Kommunistpartiets dannelse

Et er, at de objektive forudsætninger opfyldes, men hvordan med de subjektive? Nok så megen menneskelig energi og entusiasme for oprør fører ikke til en bevidst samfundsforandring, uden at den ledes ind i en organisation med en bevidst sammentømret vilje til denne forandring.

Af mange grunde kom den marxistiske tradition forsinket til Kina, jvf. den forsinkede udvikling. De første organiserede socialistiske cirkler opstår næsten 40 år efter Plekanov danner sin gruppe i 1883.

Af andre grunde havde marxismen en god international medvind i disse år en medvind som ikke alene kan forklare KKPs fantastisk dynamiske vækst. Den kan kun forklares med en dyb samklang mellem de marxistiske ideer og de sociale problemer, som det kinesiske folk stod med.

KKP havde ved sin stiftelse i 1921 kun 57 medlemmer, men havde frem mod 1925 slået dybe rødder. Det var især arbejdernes masseorganisationer, men også i en begyndende bondebevægelse. I april 1927 havde organisationen næsten 60.000 medlemmer og potentialet til at lede 3 mill. arbejdere, og 15 mill. bønder. Overfor dette stod imperialisterne, borgerskabet og KMT samlet med ikke mere end 300.000 mand bevæbnet. Dertil kommer, at KKP stod med en millionstærk Internationale i ryggen. Oddsene var gode den manglende udnyttelse af dem var et subjektivt problem, skulle det vise sig.

3. Afsnit. Revolutionens ubrugte potentialer

Efter et historisk set - uhyre kort - forspil i form af en crescendo-agtig udvikling i arbejderbevægelsen, falder den kinesiske revolution fra 30. maj 1925 til 30. juni 1927 i tre fejende bevægelser med centre i Canton, Shanghai og Wuhan. Bevægelser med hver deres karakteristika i form af varighed, dybde og klasseindhold. Sammenknyttede kunne de have tilføjet bevægelsen endnu større slagkraft, eftersom denne i hele perioden fastholdt sit samlende momentum og sin grundlæggende styrke. Det vil sige, at indtil da er de revolutionære muligheder ikke udtømte - det sker definitivt i de første dage i juli 1927, hvor KKP kollapser. Efterspillet er der intet revolutionært ved.

3.1. Forspillet

De første spirer til arbejderklassens deltagelse i den politiske kamp sås i 1908, hvor arbejdere deltager i en antiamerikansk boykott. Disse spirer begyndte dog først rigtigt at vokse efter Oktoberrevolutionen og afslutningen af 1. verdenskrig. 4. juni 1919 sås de første solidaritetsstrejker med studenterdemonstrationer. Antallet af industriarbejdere steg fra 1 mill. i 1916 til næsten det dobbelte i 1922.

Før 1919 var der kun små strejker. I 1920 vinder Canton-sømænd imidlertid en større sejr, som i 1922 følges op af en sømandsstrejke i det britiske Hongkong: Englænderne tvinges til at anerkende fagforeninger.

Samme år afholdes den første Al-kinesiske arbejderkonference i Canton med repræsentanter for 230.000 fagforeningsmedlemmer. Dette leder frem mod legalisering af fagforeninger i Sun Yat-sens Kwangtung. Arbejderne opnår altså deres første positioner i Det sydlige Kina. Men det spreder sig hurtigt til det centrale og nordlige Kina.

I Shanghai var der organiseret 40.000 i 1923, og bevægelsen voksede med forbløffende militans og styrke. 1. maj 1924 demonstrerede 100.000 i Shanghais gade og det dobbelte i Canton. Selv i Wuhan (Wuchang, Hanyang og Hankow) vajede der røde flag i arbejderkvartererne på trods af skærpet undtagelsestilstand.

Også blandt bønder var en begyndende organisering på vej. F.eks. i Kwangtung spirede tendensen til, at rentereduktionskrav slog over i simpel rentenægtelse. Dette skete allerede i 1923-24.

Det tredie karakteristiske element i optrækket til revolutionen var det militære potentiale i en aktiv masseopbakning. Da KMT-regeringen blev angrebet af en comprador-sponsoreret hær af "Købmændenes Frivillige" blev de slået tilbage ved hjælp af arbejder- og bondeenheder. Fænomenet gentog sig i februar 1925. Deres vigtigste støtte var ikke at kæmpe side om side med de regulære tropper, men at hjælpe som spejdere, vejvisere og ved transport. En faktor, som blev en stor styrke for KMT under dets revolutionære fremrykning.

I maj afholdtes der i Canton overvældende nationale kongresser for arbejder- og bondeorganisationer, hvor der knyttes de første direkte solidaritetsbånd.

Bevægelsen var skabt, og dens midler var afprøvet i kimform. Det største misforhold var gabet mellem dens potentielle styrke - og omfanget af Kinas uløste problemer. Derfor var det kun et spørgsmål om tid, hvornår revolutionen vil udløses og et spørgsmål om tilfældigheder, hvad der ville udløse den.

3.2. 30. maj-bevægelsen

Angreb på anti-japanske strejker i Shanghai udløste bevægelsen. Arrestationer og et mord på en strejkende førte til en protestdemonstration, som gik mod politistationen 30. maj. I panik beordredes ild, og 12 demonstranter blev dræbt.

Effekten af dette var eksplosiv. Shanghai lammedes af en generalstrejke, hvis udløbere ikke sluttede før midten af september. Fra Canton i syd til Peking i nord gik op mod 400.000 i strejke direkte p.gr.a. skyderierne.

I Hankow (Wuhan) blev en strejke beskudt fra britisk side 11. juni. Otte blev dræbt og det fremprovokerede 18. juni en sømandsstrejke i Shamen (Canton-koncessionen). I løbet af tre dage spredtes den til næsten alle udenlandske firmaer. 23. juni kulminerede det i en massedemonstration som også blev beskudt. om reaktion blev der erklæret generalstrejke og en antibritisk boykot iværksattes. Ikke et hjul rørte sig derefter. Over 100.000 arbejder evakueredes fra Hongkong til Canton. Samlet var 250.000 arbejdere i Hongkong/Shamen i strejke.

3.2.1. Arbejdermagten

Kampen var efter alt at dømme uhyre velorganiseret. For hver 50 strejkende valgtes en delegeret til en strejke-konference, som igen udpegede en 30 mand stor eksekutiv-komite.

I Canton blev spillebuler og opiumshuler ryddet og lavet om til gavn for almindelige mennesker, blandt andet i form af folkekøkkener. De strejkende tog ydermere vare på både politi- og retsfunktioner. Den anti-britiske blokade blev yderligere effektiviseret via et tæt samarbejde med Kwangtungs bondeorganisationer.

Kort og godt havde arbejderne i solidaritet med bønderne taget magten i Canton. Og den organisation, som voksede ud af det, havde mange træk fælles med Petrograd-sovjetten fra 1905, og sovjetterne i 1917. Spørgsmålet var derfor også her: Hvem skulle have den magt, som arbejderne havde i deres hule hånd?

Arbejderne i Canton havde ikke opbygget denne organisation ud fra et sigte om selv at tage magten. De så det som det direkte og mest effektive skridt til at afvæbne englænderne, som de opfattede som den umiddelbart farligste modstander. De så derfor heller ikke, at de dermed truede en langt mere maskeret, og dermed farligere modstander, nemlig det kinesiske borgerskab. Dette skulle blive personificeret ved Chiang Kai-shek.

3.2.2 Kuppet 20. marts

Efter arbejdermagtens etablering kom selverkendelsens tid for det kinesiske borgerskab. Som en kinesisk observatør sagde: "Det er en god ting at udnytte styrken af stærkt organiserede arbejdere (mod englænderne), men på den anden side: For meget af noget godt er ofte skidt."

Problemet var, at strejkerne ikke begrænsede sig til udenlandske selskaber, men bredte sig til de kinesiske, hvor nøden ofte var størst. Imperialisterne og det kinesiske borgerskab stod pludselig med en væsentlig fællesinteresse. Bag de nedrullede gardiner begyndte handlerne, kompromiserne og manøvrerne. Tarif-bestemmelserne fra Washington i 1922 blev ikke sat i værk - i stedet blev der i oktober 1925 åbnet en tarif-konference i Peking, som viste åbenhed mod kineserne. I marts 1926 var der første gang en fælles banket mellem udlændinge og kinesiske topfolk - "en milepæl i Shanghais historie". Denne front af udenlandske interesser og kinesisk borgerskab vender sig mere og mere åbent mod Chiang Kai-shek som deres redningsmand. En Shanghai-millionær knyttes direkte til denne som mentor.

Disse hændelser holdes arbejderne og strejkevagterne aldeles uvidende om. Borodin, hvis største bekymring var at kommunisterne fik for meget indflydelse i kampene, var én af strategerne bag at drive Chiang mod toppen af KMT. KKP og KIs vigtigste bestræbelse var at fastholde massernes tillid til Chiang Kai-shek. Facit blev, at Chiang iværksatte et kup 30. marts 1926, som satte KKP og venstrefløjen i KMT ud af spillet og sidstnævntes leder Wang Ching-wei flygtede.

3.2.3 KKPs kapitulation

Kommunisternes reaktion var en helt uforståelig kapitulation. Den kan kun forstås i lyset af, at det var lykkedes for Stalin at opbygge en kommando-linie, og som gjorde ham i stand til at dekretere ubetinget lydighed nedefter via sine rådgivere i KI-apparatet. Borodins forhold til Chiang Kai-shek blev i følge Tang Leang-li endda tættere efter kuppet, og det var direkte efter råd fra Borodin, at KMT gav Chiang en række diktatoriske sær-beføjelser.

I et åbent brev fra Ch'en Tsu-hsiu, partisekretær i KKP fordømmes alle tanker om at omstyrte Chiang, som kontrarevolutionære. Som ekstra salt i såret inviteres Chiang i maj 1926 som æresgæst til den hidtil største arbejderkonference med repræsentanter for 1.2 mill. arbejdere.

Men det vil være forkert at opfatte denne kapitulation som friktionsløs. Senere i juni foreslog centralkomiteen at KKP skulle forlade KMT. Men det blev både afvist og fordømt af Stalin. I følge Ch'en skulle Borodin have sagt at KKPs opgave var at yde "kuliservice for KMT".

Fra juni 1926 iværksættes der en brutal offensiv mod bondeorganisationerne i Kwangtungs distrikter, som fortsætter indtil de alle er knuste. I selve Canton indfører Chiang Kai-shek undtagelsestilstand 29. juli. Der indføres tvungen voldgift og demonstrationsforbud. Gangsterbander slippes løs på de regulære fagforeninger under dække af at være konkurrende fagforeninger. Den 10. oktober 1926 lykkes det at stoppe generalstrejken mod briterne, og 16 måneders heroisk kamp endte uden indrømmelser. Trods dette blev det af KI udråbt til en stor sejr. Selv et offer på 10 mill.$ til det kinesiske borgerskab, som briterne tidligere havde accepteret, blev frafaldet, da strejken var i knæ. KKPs kapitulation i kølvandet på dette var ganske komplet. De opgav endog at kæmpe for poster i KMT. Den spirende folkemagt i Kwangtung var knækket - men det var revolutionen ikke.

3.3. Shanghai 1927

I juli 1926 blev Nordekspeditionen iværksat. Den gik

"fra sejr til sejr på toppen af en ny revolutionær bølge, som brusede frem med en rivende voldsomhed i provinserne Kiangsi, Hunan og Hupei, og trak nye friske millioner ind i kampen, og inden længe opslugte den de to store metropole centre, Shanhai og Wuhan"

Dette billede er ikke overdrevet. I Hunan voksede antallet af organiserede arbejdere fra 60.000 til 150.000 på fire måneder og fagforeninger spredte sig fra fem til 40 distrikter. I Wuhan blev over 300.000 arbejdere organiseret i over 200 fagforeninger. For hele Kina steg strejketallet fra 318 i 1925 til 535 i 1926, og det samlede arbejdertal involveret oversteg en million. Af disse blev halvdelen vundet helt, og under en fjerdedel tabte. Hen mod slutningen af året blev strejkerne mere og mere politiske.

3.1 Koncessionsbesættelserne

I januar 1927 besatte arbejderne den britiske koncession i Hanchow. To dage senere skete det også i Kiukiang. Dette rejste et ramaskrig "om pøbelens vold". Rygterne kunne imidlertid ikke bekræftes af folk på stedet:

"men der blev ikke udøvet nogen personlig vold, og der var ingen indtrængen i huse" (Hanchow),

"meget få møbler var slået i stykker, ingen vinduer, og selv ikke en speciel forfærdelig hængelampe, som jeg selv havde lyst til at smadre".(Kiukang).

I februar-marts betød det, at koncessionerne de to steder blev givet tilbage under kinesisk jurisdiktion, hvilket blev udråbt som en stor diplomatisk sejr - uagtet at det i bogstaveligste forstand var en kuli-indsats, som havde sikret denne.

Overfor disse besættelser reagerede KKP igen ubeskriveligt defensivt:

"Erobringen af de Britiske koncessioner...skete ikke kun uden partiledelsens kendskab, men bagefter anså centralkomiteen dem også for at være forkerte".

Ikke destomindre inspirerede disse begivenheder det opsving i massernes kamp, som igen bragte KMT-venstrefløjen i offensiven, og Chiang Kai-shek i defensiven. Chiang havde installeret sig militært i Nanchung. Den magt, som han havde erobret over KMT knapt et år før, gik nu tilbage til central-komiteen i Wuhan. Men sidstnævnte ville ikke gå ind og afvæbne Chiang. I samarbejde med KKP benægtede de hårdnakket rygter om en forestående splittelse i KMT. Ikke bare på trods af rygter i dagspressen. Chiang havde allerede sluppet sin terror løs mod bønder, arbejdere og kommunister i Kinagsi-provinsen. Da Chiang heller ikke ønskede en åben splittelse, før han havde taget Shanghai, fortsatte han med at dølge sine reelle hensigter med revolutionært frasemageri.

3.3.2 Shanghai

I Shanghai havde Nordekspeditionen inspireret en strejkebølge af hidtil uset styrke. Alene i 1926 deltog over 200.000 arbejdere i 169 strejker. Også denne blev stedse mere politisk. Selv om kampene mødtes med repression, og fagforeningerne arbejdede illegalt, vandt de stadig større kraft.

Den første opstand blev forsøgt i oktober 1926. Der blev ikke gjort noget for at involvere masserne, f.eks. via en generalstrejke, og kuppet blev en fiasko, som næsten ingen bemærkede. Men derfor kom de heller ikke til at skade bevægelsen. I november og december eksploderede byen i massedemonstrationer. Op til Chiang Kai-sheks forventede ankomst omkring 20. februar forberedte KKP og KMT en ny opstand. Men tøvede p.gr.a. forhandlinger med storborgerskabet. Denne tøven lod imidlertid arbejderklassen i stikken. Garnisionskommandanten og det internationale politi tøvede nemlig ikke. De iværksatte vilkårlige halshugninger på gaderne 19.-20. februar. I løbet af 21. februar udviklede det sig til egentlige gadekampe mellem arbejdere og soldater. Arbejderne begyndte selv at bevæbne sig for at forsvare sig mod terroren. Kommunisterne besluttede sig nu for 22. feb. kl. 6.00, som startskud for opstanden. Denne opstand blev slagtet brutalt og strejken gik i opløsning. I dagene efter blev endnu flere henrettet. Alt i medens Chiangs ankomst udeblev.

Dette var næppe nogen tilfældighed. Der lå ingen militære hindringer i vejen - helt pludseligt var fremrykningen stoppet. Få uger senere bliver opstandens slagter udnævnt til kommandant i KMT. Chiang Kai-shek havde tilsyneladende håbet at kunne årelade bevægelsen før sin ankomst. Det var et anslag - men blev ikke afgørende.

21. marts blev der igen kaldt til generalstrejke og forberedt en opstand. Denne gang var opbakningen endnu mere massiv -mellem 500.000 og 800.000 deltog. Opstanden var også velforberedt - med et slag startede den seks forskellige steder -med en uhyre ringe bevæbning. I løbet kort tid har den bevæbnet sig selv, sat sig på telefonvæsenet, elektricitetsforsyningen, lokomotiver. Dagen efter ved femtiden var Shanghai erobret af arbejderne. Kort efter ankom de første nationalistiske styrker. Selv om de havde fået ordre til at blive tilbage, havde presset fra soldaterne omstødt denne.

3.4. Arbejdermagten og militærdkuppet den 12. april.

De kinesiske bank-ejere, købmænd og industrikapitalister kunne opfatte arbejdernes erobring af byen som en god position til at aftvinge indrømmelser fra udlændingene. De følte imidlertid, at nu var deres interesser lige så truede som imperialisternes. Derfor blev en smadring af masseorganisationerne et essentielt fællesanliggende. De havde også længe vidst, at de kunne regne med Chiang Kai-shek, som nu var kommet tilbage.

Det formodedes at Chiang allerede flere år forinden var introduceret til Shanghais underverden. I november 1926 var kontakten mellem bank- og købnmandskredse blevet genetableret. Det var kun et spørgsmål om tid, hvornår han ville angribe Shanghai åbent.

Repressionen var allerede iværksat i Kiangsi-provinsen med mord på fagforeningsledere, opløsning afg KMT-afdelinger, fagforeninger, gangsterangreb på diverse folkelige organisationer.

I Nanking skete der ved nationalisternes erobring af byen omfattende plyndringer og angreb på udlændinge. Adskillige konsulatfolk og missionærer blev dræbt, og senere fik KKP og venstre-KMT skylden for det.

I kolonien i Shanghai rejste dette et inferno af krav, om at arbejdermagten blev fjernet fra Shanghai:

"De britiske og amerikanske samfund var helt overbevidste om, at den lille ø af retfærd og retskaffenhed var ved at blive overrendt af sindssyge horder, som tørstede efter den hvide mands blod."

Men arbejdermagten var ikke sådan lige at fjerne. Set udefra så det nærmest umuligt ud. Selv om arbejdermilitsen kun talte 2700 mand bevæbnet med 1700 rifler, kunne intet hindre en hurtig mobilisering af dens enorme reserver. Chiang Kai-shek havde kun 3.000 mand i byen, hvoraf de færreste var loyale set fra hans synspunkt. Den nærmeste forstærkning med 10.000 mand lå fire timer derfra i Hanchow - men det var højst usikkert, om de ville angribe arbejderne. Tilsyneladende lå den største trussel i de 30.000 tropper, som lå i den internationale zone, og viljen til at bruge dem var der også, da man:

"erkender alvoren i den lokale situation og dens mulige følgevirkninger i hele den civiliserede verden og vil bruge alle til rådighed stående midler til at vinde kontrol over situationen."

Denne "erkendelse af alvoren" var ikke hysterisk:

"Med den hast, som agitatorer inrullerer medlemmer, vil op mod en halv million arbejdere være genstand for fagforeningernes strejkekrav i løbet af de næste få uger."

Med erfaringerne fra Hankhow og Kiukiang lå ekspropriationen lige for. 30.000 tropper kunne godt forsvare kolonien på kort sigt, men de kunne ikke få hjulene til at snurre. Arbejdernes sejr syntes til det sidste uundgåelig.

3.4.1 KKPs nederlagslinie

Når arbejderne ikke skred til ekspropriation, skyldtes det, at KKP var imod. Et historisk forræderi mod den sag de stod for. Og som udelukkende skyldtes den påtvungne forsoningslinie med Chiang Kai-shek, som Stalin stod for.

Undertvunget denne linie overlod arbejderne de fleste pladser i den provisoriske regering til borgerskabets repræsentanter. En regering, som Chiang ikke anerkendte, og som det samme borgerskab boykottede. Regeringen undlod at tage initiativ til reformer af hensyn til dette borgerskab og den Chiang, som ikke anerkendte regeringen. Overfor troppeagressioner fra engelsk, amerikansk og japansk side reagerer KKP med garantier for, at Hankow og Kiukiang-hændelserne ikke vil gentage sig.

Ydermere instrueres de fra Moskvas side om at gemme og begrave deres våben - det skete i første uge i april.

De, som pegede på Chiang Kai-sheks umiddelbart forestående kup, blev betegnet som kontrarevolutionære. Da Chiang beordrer de mest arbejderloyale tropper ud af byen, tilbyder general Hsüeh KKP-ledelsen at vælte Chiang militært. Denne chance forpasses p.gr.a. tøven, og 9. april afholdes der generalprøve på kuppet i Nanking.

12. april kl. 4.00 om morgenen starter massakren på arbejdermagten i Shanghai: Bevæbnede folk fra reaktionære militser, underverdenen og de "Røde" og "Grønne Selskaber" angriber arbejdernes hovedkvarterer. I løbet af 12 timer har de vundet kontrollen over byen. Det blodige kup kostede den første dag mellem 400 og 700 livet. Den centrale fagforening var imidlertid stadig væk intakt, og kalder til generalstrejke dagen efter. Protestdemonstrationen blev mødt med en massakre, hvor 500 dræbtes. I de næste måneder massakreres tusinder - de præcise tal er aldrig blevet kendt. I løbet af den næste tid gentages kup-mønsteret i Ningo, Fochow, Amoy, Swatow og Canton.

3.5. Wuhan

Nederlaget i Shanghai blev ikke revolutionens død, men dog skriften på væggen. I Hunan og Hupei var der stadig millioner af arbejdere og bønder i revolutionær bevægelse - denne kulminerede i maj-juni. Selvom Chiang Kai-shek sad på Shanghai, sad han langt fra sikkert. De objektive muligheder eksisterede fortsat. Når jeg opfatter nederlaget i Shanghai på denne måde, skyldes det vurderinger af subjektive forhold: Når man ikke kunne løsrive sig fra Stalins år i tilfældet Shanghai, hvordan skulle man så kunne gøre det i tilfældet Wuhan? Det eneste, som ville kunne sikre, at disse muligheder blev udnyttet, var en kvalitativ ændring af linien fra Moskva. Et sådant skift fandt ikke sted. Følgelig gentager den Shanghaiske tragedie sig til tider næsten farceagtigt i Wuhan. Stalin udpeger nu Wuhans venstre-KMT-regering som "Revolutionens center". En regering, hvis styrke overfor militaristerne Stalins egen rådgiver Borodin sammenligner med en kanins overfor en kvælerslange, som er ved at fortære den.

3.5.1. Bondebevægelsen

Det som skiller udviklingen i Hunan og Hupei fra resten af Kina, er det formidable omfang, som bondebevægelsen antager i løbet af foråret 1927. Fra slutningen af november 1926 til januar 1927 steg tallet af organiserede bønder i Hunan fra én til to mill. På bevægelsens højdepunkt var næsten 10 mill. organiseret der - og 3 mill. i Hupei. For at give lidt atmosfære fra den sociale revolution på landet citerer jeg her fra Bondeassociationens egen rapport:

"Lige siden Manchuernes sidste dage har regeringen gentagne gange forbudt opium. Men reelt har "Forbudskontoret for opium" altid været et "Salgskontor for Opium". Kun de små rygere fik bøder. De grådige embedsmænd og jordejerne blev aldrig rørt selv om de røg helt åbent. Men forbudet, som var et skinforbud i tyve år, blev et reelt forbud efter at bønderne rejste sig. Bondeorganisationerne dekreterede, at enhver som blev fundet rygende, ville få bødestraf, og fremstillet til spot og spe. Efter at mange prominente nobiliteter er blevet fremvist i tosse-kostumer, har ingen i Hunans landsbyer igen turdet at ryge. Bønderne smadrede deres piber. For at udrydde hasard har drenge på 12-15 år lavet husundersøgelser. .. Fodbinding blev afskaffet. Dæmninger og veje blev bygget, og øde jord blev bragt under dyrkning. Etablering af skoler og fjernelse af overtro blev det mest entusiastiske arbejde i landsbyerne. Bønderne skabte fredelige landsbyer. Ligegyldigt hvordan man beskriver tumulten i Hunans landsbyer, har de faktisk været mere fredelige end da jordejerne regerede."

Hele baggrunden for bevægelsen var det uløste jordspørgsmål, et centralt punkt i KMTs program. Spontant gik bevægelsen fra krav om rentereduktion til jordkonfiskation. Men nu, hvor det blev konkret slog de bak. En løsning på dette ville splitte interesserne i KMTs militær, hvor der næppe var en officer eller general, som enten selv eller familiært var knyttet til jordejerne.

Dette fører til klare spændinger mellem KMT-regeringen i Wuhan og bondebevægelsen. KKP stiller sig på førstnævntes side. Da Wang beklagede sig til Borodin over, at bønderne ikke fulgte KMTs instruktioner, men erobrede jord, hvor de kunne komme afsted med det, nægtede Borodin at være ansvarlig for bevægelsen. Jen Hsü, generalsekretær for den al-kinesiske bondeorganisation beklagede, at bondebevægelsen havde udviklet sig for hurtigt, og annoncerede at organisationen havde besluttet at moderere bøndernes oprør for at sikre beskyttelse af de revolutionære officerers jord. Centralkomiteen i KKP betegner 15. maj de fattige bønders handlinger for "infantile".

Efter at de forskræmte jordejere efterhånden fandt ud af, at bønderne hverken i KMT eller KKP havde nogen støtte, fik de så megen selvtillid, at de begyndte at organisere bander og militser, som gik til angreb på bondeorganisationerne.

3.5.1. Bevæbning

Overfor disse angreb var bønderne værgeløse. Mellem februar og juni 1927 dræbes der alene i Hupei 4700 ved

"Halshugning, levende begravet, skydning, kvælning, afbrænding .. skåret i småstykker."

Kun en bevæbning af bønderne kunne afhjælpe dette. Første gang bønderne erobrede våben en masse fra de nordlige tropper, var de så naive, at de overbragte dem til KMT og hæren. Da bønderne senere ønskede at købe våben, blev det også nægtet dem.

Dannelse af en egentlig tværgående koordinering af bøndernes kamp, hvis

"impuls var at udbrede sig til repræsentative råd, at sammenkæde landsby med landsby, by med by, for at samle styrkerne og sikre en fælles politik"

blev også hindret. For det ville have været sovjetter, som Moskva havde forbudt.

3.5.2. Endnu et forræderi.

21. maj skete der et kup i Changsa, hovedstaden i Hunan -iværksat af general Hsü K'e-hsiang. Kuppet blev indledningen til det hidtil blodigste dette år. I løbet af de næste måneder blev 20.000 slagtet. Den umiddelbare reaktion var, at flere tusinde bønder samledes i bjergene uden for Changsa for at forberede et modangreb - Hsü holdt Changsa med kun 1700 mand.

Dette modangreb blev forpurret via en KKP-opfordring om at opgive det, og desuden en fælles melding fra de centrale bonde- og arbejderorganisationer om, at der var afsendt en komite på fem personer for at løse problemerne. Denne komite, som skulle lave "lov og orden", afvistes ved grænsen. I stedet blev T'ang, som er Hsüs overordnede, sat til at kigge på det.

Der rejste sig i Wuhan en massebevægelse med krav om undersøgelse og straf. Og KKP krævede, at KMT bevæbnede bønderne. Ingen af delene skete. Changsa-kuppet gentager sig for Kiangsi - denne gang var KKPs reaktion stilhed. Omkring 13. juni havde angrebene også bredt sig til Hupeis landdistrikter.

3.5.3. Farcen

Nettet var nu begyndt at stramme sig om selve Wuhan, alt i mens KKP blev sat mere og mere skakmat af Stalins jerngreb. Efter at det stod klart, at også general Feng Yü-hsing, (Borodins sidste håb og Stalins sidste kort), vil et opgør med kommunisterne og krævede Borodins afrejse i et ultimatum til KMT-lederne i Wuhan, var man stadig bundet af Stalins direktiv om ikke at bryde med KMT.

Da kuppet satte ind 30. juni 1927 var direktivet stadig: Undgå brud for enhver pris. KKP tilbød KMT at aflevere alle våben eller tilslutte sig hæren(!). KMT tog imod det første med kyshånd. I disse timer var Ch'en og Borodin enige om, at det var nødvendigt at bryde med KMT. "Men jeg ved, at Moskva aldrig vil tillade det"., resignerede Borodin. I denne spændetrøje kollapsede KKP fuldstændigt - ledelsen flygtede over floden til Wucang. Stalin afskrev nu Wuhang som "det revolutionære center" - den 14. juli. Men det blev fastholdt, at man skulle forblive i KMT, for man skulle ikke tillade

"generalerne, som havde forrådt revolutionen og vaklende politikere at misbruge KMTs navn".

Det påvirkede dog ikke generalerne synderligt. I de kommende uger fortsatte myrderierne på kommunister, arbejdere og bønder i dette navn. De KKP-medlemmer, som instrueredes i at forsvare det, var klogeligt flygtet eller havde gemt sig.

3.6. Efterspillet - KKPs endelige likvidering.

Stalin gennemtvang ikke bare revolutionens selvmord. Med sin eventyrpolitik myrdede han også KKPs sidste muligheder for at genopbygge sig som et arbejderparti. Efter at nederlaget var så definitiv en kendsgerning, vendte Stalin sig mod væbnet opstand. Disse led alle ynkelige nederlag. Det kunne ethvert tænkende menneske have forudset med usvigelig sikkerhed. Funktionen af disse kan ikke bestrides. Det var den bedste, mest disciplinerede del af KKP, som var overlevet, der derved blev bragt frem af deres skjul. Og myrdet uden nåde. Medens de, som klogeligt ikke ville tage del i eventyret, definitivt mistede deres sidste tiltro til det parti, som de gang på gang har sat livet på spil for.

4. Afsnit. Var der et politisk alternativ?

I megen litteratur om den kinesiske revolution gås der let hen over, hvor dybtgående den stalinske politik var i modstrid til gængs marxisme, og at der faktisk var et formuleret alternativ til den.

Endvidere, at Stalins politik skulle være en særlig dogmatisk (underforstået: Klassisk) marxisme med vægt på arbejderklassen, hvor så Maos vej skulle være en specielt afpasset form for Marxisme, tilpasset særlige kinesiske forhold. Begge dele er forkert.

4.1.Den oprindelige politik

Selve indlemmelsen af KKP i KMT er i modstrid med den politik, som KI vedtog i 1922 om de koloniale spørgsmål: "Kommunistisk Internationale må etablere midlertidige kontakter, ja selv alliancer med de revolutionære bevægelser i kolonier og tilbagestående lande. Uden imidlertid at forene sig med dem, men bevare den uafhængige karakter af proletarisk bevægelse, selv om den kun er i kim-form." Og senere: "På sit første trin vil revolutionen indeholde mange småborgerlige krav, såsom jordreformer etc. Men heraf følger ikke, at ledelsen af revolutionen skal overgives til de borgerlige demokrater. Tværtimod. De proletariske partier må udføre en slagkraftig og proletarisk propaganda for Sovjet-ideen, og organisere arbejderne og bønderne i sovjetter så snart det er muligt." Dette var altså kernen i KIs hovedlinie - diametralt i modstrid med det, som blev praksis.

4.2. KKPs politik

Det var heller ikke nogen afvigelse i et "ungt og umodent" KKP, som gjorde dette. På KKPs anden kongres vedtager partiet "KKP tager initiativ til en konference med deltagelse af de revolutionære dele (min fremh.,hjv) af KMT og revolutionære socialister for at diskutere spørgsmålet om dannelsen af en enhedsfront .. for at befri det kinesiske folk fra det dobbelte åg - udlændingene og de magtfulde militarister." I august 1922 vil KI pålægge KKP at tilslutte sig KMT. Og det ender også med at KKP gør det. Men det sker ikke uden sværdslag. Hele central-komiteen protesterer mod denne linie, hvor KI-repræsentanten så bragte spørgsmålet om underlæggelse af KI-disciplinen op. Under denne trussel bøjede man af, men på betingelse af at spørgsmålet diskuteres i hele partiet, og først blev endeligt afgjort på næste kongres.

På den næste kongres blev det så besluttet, og Mao er kort herefter i stand til at skrive i en artikel som skulle forsvare enheden med bourgeoisiet: "Hele landets befolkning lider under denne dobbelte undertrykkelse. Ikke destomindre er købmændene dem, som føler disse lidelser mest akut og presserende ..arbejdet, som købmændene skulle være ansvarlig for under den nationale revolution er både mere presserende og vigtigere end det, som resten af folket skal påtage sig."

Det arbejde, som disse købmænd skulle vise at påtage sig, var jo som bekendt at slå en handel af med både imperialisterne og militaristerne for at knuse "resten af folkets" demokratiske organisationer i foråret og sommeren 1927. Det er heller ikke almindeligt kendt, at Ch'en i oktober 1925 foreslår at KKP går ud af KMT. Eller at central-komiteen i KKP i midten af 1926 sender et forslag om udmeldelse til høring i KI. Fordi det kun er et mindretal, som vil gå på tværs af KI.

I slutningen af marts 1927 beslutter Ch'en og P'eng at forberede et modkup mod Chiang Kai-shek, og P'eng sendes til Nanking for at diskutere dette med KKP-loyale enheder og russiske rådgivere, som er helt enige, og kun vil afvente en ordre fra Centralkomiteen. P'eng tager mod Wuhan for at opnå en sådan tilladelse, når først frem 10. april, og den 12. falder kuppet.

Jeg vil ikke her gå længere i forløbet med at vise, at der faktisk var et mindretal i KKPs ledelse, som var mod kapitulationslinien. Derimod vil jeg med et enkelt citat vise, at mindretallet også stod med artikulerede holdninger om en anden vej. 5. oktober 1925 skriver P'eng i Hsiang-Tao: "Shanghai er ækvivalent med Ruslands Petrograd - februarevolutionen og oktoberrevolutionen var under Petrograd lederskab. ... I fremtiden vil de gå endnu længere på vejen mod væbnet opstand .. idet de følger eksemplet fra arbejderne i Petrograd." 21. jan. 1927: Kinas revolution vil bevæge sig direkte fra en national revolution til en proletarisk revolution", altså "permanent revolution"

6. marts: Den kinesiske revolution skulle skabe et styre af revolutionært demokrati .. Det betyder et styre for massernes flertal -.. hvor de deltager direkte, og således kontrollerer regeringen."

4.2. Rådgiverne

Den anden komponent i alternativet lå i oppositionen til Stalin i Moskva. Men før jeg går over til denne, vil jeg knytte et par bemærkninger til mellemleddet, nemlig rådgiverne i Kina. Som officielle repræsentanter, var naturligt nok ingen af disse pro-Trotskij. Men bortset herfra var der klare politiske differentieringer blandt disse. Og generelt har der kun været et par stykker, måske kun én, som var helt på bølgelængde med de yderste konsekvenser af Stalins linie.

Selv Borodin og Roys distance er der løbende dokumentation for. Men især i rådgiverne nedre lag er der en stærk kritisk holdning til den førte politik. Eksempelvis er de "russiske rådgivere" enige i at komme Chiang Kai-shek i forkøbet i april 1927. En enestående dokumentation for denne kritiske holdning ligger i "Brevet fra Shanghai", hvorfra jeg citerer nogle pluk:

"I partiledelsen er der en gruppe .. som drejer partiet mod højre, på vej mod likvidation .. støttet af repræsentanter for KI .. hvis KI ikke intervenerer umiddelbart vil det have dybe konsekvenser for partiet såvel som den kinesiske revolution .. Årsagen .. må søges i det faktum, at (de) .. opfatter revolutionen som en borgerlig revolution .. De tror ikke på en socialistisk udvikling af den kinesiske revolution .. de har ingen tiltro til masserne eller til masseaktion."

"Ingen forudså .. Hankow-arbejdernes besættelse af koncessionsorådet (3. jan. 1927) .. spontan, og uden nogen ledelse fra .. KMT eller vort parti. .. Begivenheden var af exceptionel betydning. .. Masserne og partiorganisationerne, som var begyndt at disillusionere, blev igen vækket. .. Hvordan reagerede CK i KKP på dette? .. For det første: Den ønskede slet ikke at regere overhovedet. (Fremh. i orig.) .. Først 2-3 uger efter udsendte CK en erklæring .. CK mente, at udlændingene og småborgerskabet ikke skulle provokeres."

"Den tredie taktik, som vi og dele af de kinesiske kammerater støttede, bestod i med alle midler at erobre Shanghai .. og på den anden side, ved at udløse en massebevægelse i Shanghai .. at skabe en demokratisk folkemagt i Shanghai .. så den demokratiske faktor ville kunne dominere over den militære faktor .. og samtidig resultere i .. Chiang Kai-sheks nederlag, som repræsentant for den borgerlige højrefløj i KMT. .. 300.000 arbejdere går ud i strejke, og overgår til væbnet kamp. Samtidig overvejer CK .. om en opstand skal organiseres .. netop som opstanden finder sted. .. Hverken arbejdere eller soldater .. fik blot én handlingsanvisning.. men begrænsede sig til slogans som: "Ned med Sun Chuan Fang" og "Leve Nordekspeditionen" eller "Leve Chiang Kai-shek" I stedet for at tale med masserne, talte partiets talsmænd med repræsentanter for borgerskabet .. Vi forbigik en historisk enestående chance, hvor magten lå i gaderne, men partiet vidste ikke, hvordan den skulle tages. Faktisk var det værre, den ønskede ikke at tage den."

"Ansvaret for alt dette skal fordeles ligeligt mellem højrefløjen i ledelsen, og repræsentanten for KI. (fremh. i orig.) .. Sådan en repræsentant kan kun ødelægge arbejdet. Var han her ikke, kunne det måske lykkes for partiet at bekæmpe højrefløjen med egne kræfter. Men selv dette er svært. Det er ikke kun nødvendigt at tilbagekalde kammerat V(oitinsky), der skal sendes en så stærk arbejdskraft, som evner på samme tid at repræsentere KI og dirigere Borodin"

4.3. Magtkampen i SUKP.

Jeg vil i dette afsnit ikke gøre specielt meget ud af at dokumentere, at der også var et alternativ i toppen i Moskva. Selve tekstsamlingen "Trotsky on China" er næsten dokumentation nok. Væsentligere end at der i Moskva var en anden line er to forhold, tildels tre:

For det første dokumenterer "Trotsky on China" ikke bare, at der var to linier. Langt vigtigere var det der var en linie, som bekræftes af udviklingen. Alle advarslerne bekræftes, og alle de positive forslag får ingen mulighed for at blive afkræftet - enhver afprøvning af disse blokeres. Denne vurdering kommer fra den både Kina- og Trotskij-kyndige Isaacs som politisk har undsagt Trotskij.

Det andet forhold er, det ikke for datiden var noget givet faktum, at Stalin ville vinde liniekampen i SUKP. For "Vigtigheden af oppositionen er ofte undervurderet i litteraturen.. mange forfattere tvivler på, om oppositionen havde substantiel indflydelse på massen af partimedlemmer og endnu mindre på bredere dele af befolkningen."

Men

"I foråret 1926 vandt den forenede opposition, som var baseret på en kerne af gamle og erfarne partiledere, en række væsentlige positioner .. i Leningrad, Ukraine, Transkaukasien, Ural, på universiteterne, på en række fabrikker i Moskva .. i dele af kommandostaben i hær og flåde."

Og i juni/juli

"spredtes oppositionsaktivitet som en flod ved højvande ..organiserede massemøder for industriarbejdere i Ivanovo-Vosnezensk, Leningrad og Moskva; .. der lød: Ned med Stalins diktatur! Ned med politbureauet!"

Disse pluk dokumenterer ikke, at oppositionen kunne have vundet. Men de viser, at der var en kamp. En kamp i hvilken Kina-spørgsmålet var helt centralt. Og en kamp, som stod i et reciprokt forhold til kampen i Kina: Sejrede revolutionen der, ville det betyde en enorm styrkelse af oppositionen i Moskva. Sejrede oppositionen i Moskva ville det betyde en enorm styrkelse af revolutionen muligheder i Kina.

5. Afsnit. Konsekvenser af alternativet

I indledningen postulerede jeg, at Kina var moden for en revolution, at den havde potentialer, som blev misbrugt, og at der var et politisk alternativ til dette misbrug, som var for svagt til at gøre sig gældende. Jeg vil her springe over årsagerne til denne svækkelse, og nøjes med at diskutere de kontrafaktiske: Hvis det var gået anderledes - hvad kunne der så ske?

Dette kan naturligvis diskuteres på mange niveauer. Jeg vil her diskutere det på et niveau, som hedder: Hvis der havde været en egentlig bolchevikisk ledelse af KKP og hvis den var understøttet af en tilsvarende bolsjevikisk ledelse af Komintern - hvad kunne det have ført til?.

Ud fra denne præmis ser jeg ingen argumenter for, at man ikke kunne have en egentlig socialistisk arbejder- og bondestat. Cantonarbejdernes nederlag var tæt forbundet med kapitulation og forræderi fra KI og KMTs side. På trods af dette holdt de skansen i 16 måneder.

Med de potentialer, der blev udløst med 30. maj-bevægelsen i Shanghai ville det ikke være umuligt at etablere en kommunistisk autoritet, som umiddelbart ville dække de væsentligste bycentre i Canton/Shanghai/Wuhan-trekanten. Intet i forløbet tyder på, at det mellemliggende bondehav ville være fjendtlig overfor en sådan revolution. Alt tyder på den ville være blevet tiljublet.

Havde revolutionen givet en løsning på jordspørgsmålet, som netop var bolsjevikkernes tredie hovedparole, ville det blot have styrket den yderligere. Der er altså al mulig grund til at tro, at en arbejder- og bondestat kunne have befæstet sig i et meget stort og rigt område. En afgørende base for at gå mod Peking.

Med de potentialer, som nordekspeditionen rejste, skulle det ikke være umuligt. Disse potentialer rejste sig jo på trods af, at bøndernes forhåbninger blev forrådt. Evnen til konsolidering ville være langt større ved at indløse disse forhåbninger. Der er altså intet i de objektive forudsætninger, som taler imod, at det skulle kunne lade sig gøre, at vinde hele Kina som en arbejder- og bondestat. Medens der på den anden side heller ikke var garantier for, at det ville lykkes. Konsekvensen af socialisme i Kina.

Havde revolutionen sejret i Kina, ville den have været underlagt nøjagtig de samme begrænsninger som den russiske: Landet var så tilbagestående, at den måtte have hjælp fra en spredning til mere avancerede lande. Kom der ikke en sådan, ville den løbe ind i de samme indre modsætninger, som den russiske. Selv om disse var forstærkede af udenlandsk intervention i borgerkrigen, ville det samme jo kunne ske i Kina. Jeg skrev jo netop i indledningen, at dette "var glippet i Vesteuropa". Her er det værd at gøre opmærksom på to forhold:

For det første er det svært at forudse den politiske boomerang-effekt af en kinesisk sejr. Den engelske generalstrejke led jo først sit nederlag i maj 1926, to måneder efter Chiang Kai-sheks kup i Canton.

Men dér, hvor en sådan effekt umiddelbart havde nemmest ved at forplante sig, var til Indien, som jo i 1930 var i oprør. Var Indien sammen med Kina blevet revet ud af imperialisternes kredsløb, er det svært at overskue den destabiliserende boomerang-effekt det ville have i Europa, både politisk og økonomisk.

Litteratur (Kursiv er notebetegnelsen):

Anderson, Perry: Lineages of the Absolutist State. London 1974. (Anderson).

Bianco, Lucien: Origins of the Chinese Revolution. Stanford, 1971. (Bianco).

Ch'en, Jerome: "The Chinese Communist Movement to 1927." I John K. Fairbank (Ed.) The Cambridge History of China, vol. 12. Cambridge, Mass. 1983. (Chen).

Chesneaux, Jean: The Chinese Labour Movemant, 1919-27. Stanford, 1968. (Chesneaux).

Cliff, Tony: Statecapitalism in Russia. London 1974. (Cliff).

Draper, Hal: Karl Marx' theori of revolution, vol 1. State and Bureucracy. New York & London, 1977. (Draper).

Fairbank, John K.: "Introduction. The old Order." I John K. Fairbank (Ed.) The Cambridge History of China, vol. 10. Cambridge, Mass. 1978. (Fairbank).

Feuerwerker, Albert: "Economic trends in the late Ch'ing Empire, 1870-1911." I John K. Fairbank (Ed.) The Cambridge History of China, vol. 11. Cambridge, Mass. 1978. (Feuerwerker).

Harris, Nigel: Mandate of Heaven. Marx and Mao in Modern China. London, Melbourne & New York, 1978. (Harris) Hsü, Immanuel C.Y.: The Rise of Modern China, 4th. ed. Oxford 1990. (Hsü).

Isaacs, Harold R.: The tragedy of the Chinese revolution. Stanford, 1951. (Isaacs).

Lewin, Moshe: Lenins testamente. København 1977. (Lewin).

Moise, Edwin: Modern China. London og New York, 1986. (Moise).

Nehru, J.: The Discovery of India. 1946/61. (Nehru).

Sheridan, James E.: "The warlord era: politics and militarism under the Peking government, 1916-28." I John K. Fairbank (Ed.) The Cambridge History of China, vol. 12. Cambridge, Mass. 1983. (Sheridan).

Trotsky, Leon: Permanent Revolution. London, 1962. (Permanent Revolution.)

Trotsky, Leon: Trotsky on China. New York, 1976. (On China). Trotsky, Leon: Problems in the Chinese Revolution. New York, 1931. (Problems).

Wilbur, C. Martin: "The Nationalist Revolution: from Canton to Nanking, 1923-28. (Wilbur). I John K. Fairbank (Ed.) The Cambridge History of China, vol. 12. Cambridge, Mass. 1983.

Wittfogel, Karl A.: Wirtschaft und Geselschaft Chinas, Leipzig 1931. (Wittf. 1).

Wittfogel, Karl A.: "The ruling Bureaucracy of Oriental Despotism: A Phenomenon That Paralyzed Marx." Review of Politics. Juli 1953. (Wittf. 2).