Obama og Vesten skal anerkende Hamas

Noget taler for, at Vesten kommer til at anerkende Hamas, som ekspræsidenten Jimmy Carter har lagt op til. Skal venstrefløjen blive ved med at gemme sig i dette spørgsmål?

Efter den måske skrøbelige våbenhvile står det stadig mere klart, at den israelske militære/politiske ledelse ikke har opnået sit erklærede mål ved at udløse dette ragnarok af ødelæggelse: Den kunne ikke eliminere Hamas, den har ikke kunne stoppe raketterne og den kan ej heller forhindre indsmugling af nye fremover.

At Hamas omvendt er gået styrket ud af krigen synes lige så uomgængeligt. Ikke kun i forhold til Israel, hvis moralske omdømme er totalt nedsmeltet med en stribe af anklager for krigsforbrydelser fra officielle FN-instanser.

Men også i forhold til Abbas, hvis formelle mandat som præsident udløb den 8. januar i år. Politisk udløb den jo allerede med Hamas´ valgsejr i 2006. Med krigens forløb har han imidlertid mistet enhver rest af legitimitet blandt alle palæstinensere.

Derfor er det ret sandsynligt, at både Vesten (og dermed et presset Israel) bliver tvunget til at anerkende Hamas som forhandlingspartner, og dermed som palæstinensernes legitime repræsentant.

Obamas sidste udmelding er i denne sammenhæng en absurd gang ideologisk bragesnak, som kun har det formål at trække tiden ud. Hans ene betingelse er, at Hamas skal "anerkende tidligere indgåede aftaler" (læs: Oslo-aftalen, som Israel for længst er løbet fra efter mordet på Rabin). Den anden betingelse, at Hamas skal stoppe "våbensmugleriet" er lige så absurd. Med hvilken begrundelse skulle en demokratisk valgt regering afskrive sin folkeretslige ret til at bevæbne sig?

Selve ordet "smugleri" understreger den sygelige forvrængning af enhver form for logik og proportionalitet i dette. Alle iagttagere med en smule forstand på de lokale forhold ved at hovedparten af den "smugling", der sker gennem tunnellerne ved Rafah (fordi Egypten pga. amerikansk bestikkelse deltager i blokaden) består af benzin, mel, medicin osv.

Noget som Gaza har været afskåret fra adgang til i 18 måneder pga. Israels blokade – støttet af Vesten og Egypten. Mao. et led i den kollektive afstraffelse af Gazas befolkning for at have valgt "de forkerte ledere". Så meget for Vestens kamp for demokrati. Så meget for Obamas ditto.

For Obama ved, at det er noget vrøvl, da han har rimeligt tætte relationer til ekspræsident Carter. I april 2008 fik han gennem uformelle forhandlinger med Hamas´ ledelse tilsagn om, at den ville acceptere en to-statsløsning på basis af 67-grænserne, hvis aftalen blev bekræftet ved en palæstinensisk folkeafstemning. Mao. en de facto Hamas-anerkendelse af Israel.

Dengang afviste Obama Carters initiativ som "uklogt", da det ville "styrke Hamas´ legitimitet"! Ja, og hvad så? Hamas er vel demokratisk valgt.

Man kan have en vis forståelse for nødvendigheden af et sådant taktisk krumspring i april sidste år for at blive valgt. Den jødiske lobby har jo stor magt. Og lige efter magtoverdragelsen (op til et israelsk valg) er der måske også en grænse for, hvor meget han vil pløre rundt i den israelske fiasko. Derfor vil de kommende måneder blive en vigtig test.

Men den danske venstrefløj jo ikke underlagt de samme begrænsninger som en ("vil gerne være" eller "faktisk valgt") amerikansk præsident. Hvorfor har den ikke højlydt protesteret mod den manglende anerkendelse af Hamas? På trods af, at Hamas er demokratisk valgt?

Den venstrefløj, som for få år siden stod i spidsen for en "Boykot Israel"-kampagne, har stort set været tavs i forhold til, at Vesten med Israel i spidsen indførte en faktisk boykot af Gaza - pga. Hamas!

Er det fordi Hamas er terrorister (læs: kæmper med militære midler)? Nej, for det gør de kun i samme omfang, som alle andre palæstinensiske grupper altid har gjort.

Er det fordi de er religiøse? Nej, for deres mandat er primært nationalistisk. Og religion i sig selv gav jo heller ikke anledning til reservationer overfor de burmesiske munkes oprør.

Er det fordi de er reaktionære? Nej, for det er de ikke entydigt. Mange af Hamas´ sociale programmer er ganske progressive.

Tilbage står det "ikke-analytiske" angrebspunkt, at de er "islamister" (et angrebspunkt, som bekvemt befrier angriberen for enhver forpligtelse til at argumentere). Dette er imidlertid ubrugeligt, så venstrefløjen må slippe sin berøringsangst i dette spørgsmål, og diskutere det åbent. Det modsatte vil dybest set være et udtryk for, at den islamofobi, som mere og mere bliver en grundtone i samfundsdebatten, også sniger sig ind på venstrefløjen.

Skal venstrefløjen igen blive en troværdig aktør, kræver det et fælles opgør med denne semi-racistiske fobi, som plager al offentlig debat, og som mange på venstrefløjen måske ubevidst er kommet til at ligge under for.